August 2018

Juli måned var intens på mange måder. Der var noget stort og følelsesladet, der måtte slippes omkring nymånen 13. juli, og fuldmåneformørkelsen den 27. cementerede den nye virkelighed.

Nu står vi midt i et spændingsaspekt mellem Uranus og retrograd Mars, der topper i morgen torsdag den 2. og ebber ud omkring den 6. Selvom det betyder minimum tålmodighed med dem, der hindrer ens frihed, føles det alligevel som om, at man nu er kommet ud på den anden side. 

Mærker du også det? Selv hvis det store skift i juli skete udelukkende inde i dig selv, var det en milepæl. Der er noget fra fortiden som er blevet løftet fra dine skuldre, og vejen forude ser lettere ud – mere simpel og ligetil.

August er præget af Mars og Merkur retrograd, så man holder gerne tilbage og afventer, men der er mere harmoni end i juli. Venus er i dets “hjemmetegn” Vægten fra den 7. august indtil 9. september, som er dejligt socialt og romantisk. Der er to store positive forbindelser, Jupiter-Neptun og Saturn-Uranus, som skaber et konstruktivt bagtæppe hele måneden. Disse aktiverers af nymånen den 11. og fuldmånen den 26. Temaerne er selvstændighed, selvværd, personlig udvikling og der kan også ske fornyelse omkring indtjening.

 

 

Sommer 2018

Merkur er i Løven, Mars er i Vandmanden, det er festligt, socialt, lidt konfliktfyldt og ikke særlig produktivt. 

Merkur gik fra Krebs til Løve i fredags, og er der helt indtil 5. september – og er retrograd fra 26. juli – 19. august. Vandmand og Løve står overfor hinanden, så hele sommeren er derfor præget af Mars-Merkurs oppositionsforhold.

Merkur i Løven giver lyst til at udtrykke sig selv, gerne med drama og flair. Det er mental legesyghed og kreativitet – virkelig godt i alle sociale situationer. Mars kan dog gøre en meget egenrådig og let at irritere. Merkur danner den præcise opposition til Mars i Vandmanden på torsdag d. 5. juli, hvor man får lyst til at verbalisere de eventuelle frustrationer fra Mars, som jeg skrev om i tirsdags. Der kan være vrede over manglende frihed, og splittelse mellem egne behov og gruppens – og man råber gerne op om det! 

Her i start juli er Merkur også i konjunktion med den nordlige måneknude (og i opposition til den sydlige). Der er gamle handlingsmønstre, som må opgives, mens nye tanker, og måske en ny inspiration i form af et nyt menneske i dit liv, tager over. Temaerne er frihed til at udtrykke, hvem du er og personlig autenticitet. 

På trods af potentiel konflikt, er Vandmand-Løve aksen social, udadvendt og fuld af inspiration, så denne sommer byder nok både på gode oplevelser med venner og opdagelser om en selv.  

Astro-brevkasse: Er jeg særligt påvirket af Merkur Retrograd?

“The Mists of Avalon” Braldt Bralds

Hej Caritas

Hvordan påvirker Merkur Retrograd mig, når både min Ascendant (Jomfru) og MC (Tvilling) er styret af Merkur? Merkur er for øvrigt også retrograd i mit fødselshoroskop.

Venlig hilsen,

R.

——————-

Hej R.

Tak for dit spørgsmål!

Din ascendants tegnhersker kaldes hele fødselshoroskopets hersker, og er derfor en af de vigtigste, hvis ikke DEN vigtigste planet i dit fødselshoroskop.  Så fordi din ascendant er Jomfru, og Jomfruen er styret af Merkur, er Merkur også hele horoskopets hersker.

Denne planet kan være mere eller mindre velplaceret i horoskopet, men du vil altid kende den indgående. Der er noget ved dig, som er helt naturligt og intimt involveret med denne planets energi. Derfor er en vigtig transit af denne planet noget, som du mærker tydeligt, fordi dine antenner allerede er tunet ind på energien.

Med MC i Tvillingen og Merkur retrograd i dit fødselshoroskop er du virkelig mecurial! Når man er født under Merkur retrograd, er Merkurs indflydelse faktisk stærkere, ikke svagere. Det har jeg skrevet mere om i denne post.

Så når Merkur står retrograd som transit, som sker 2-3 gange om året, mærker du det stærkt! Mens det for andre kan være en forbigående irritation med deres e-mail etc., kan det for dig være begyndelsen på en større forandring. Det sker måske ikke hver gang, men du kan opleve, at afgørende indsigter i dit liv er sket under en retrograd. Hvorfor? Fordi hele grundlaget for din rejse i dette liv (fødselshoroskopet) er styret af Merkurs indflydelse, og retrograden forstærker denne trækken i dig.

Man kan sige, at du er heldig, fordi du allerede ved, hvordan man skal bruge retrograden optimalt – for du er født med den. Du kan løfte tågen, som andre forsvinder i, og bruge Merkur retrograd til øget selvindsigt og til at se, hvordan du kommer videre på din rejse med dette fødselshoroskop.

Kærlig hilsen,

Caritas

 

 

 

Merkur retrograd – explained!

via GIPHY

Merkur går retrograd 3 gange om året i omkring 3 uger af gangen. Det er nok den mest kendte transit overhovedet, og den får skylden for rigtig meget bøvl!

Den populære definition af Merkur retrograd er at kommunikation går galt, man ser ikke ens egne bevæggrunde klart, man må ikke underskrive noget og der er problemer med teknik. Overordnet er idéen, at der er en slags tåge omkring al kommunikation (som Merkur hersker).

Det, der nok overrasker mange, er at Merkur faktisk har en stærkere indflydelse under retrograden, ikke svagere. Merkur er nærmere Jorden, når den er retrograd, og som en supermåne, burde Merkur altså trække i os mere og ikke mindre ved retrograd.

Forklaringen på hvorfor man kan mærke forvirring eller uklarhed er, at Merkurs energi faktisk så stærk, at den er svær at bruge objektivt. Man er intensivt, subjektivt og intimt involveret med Merkurs indflydelse, men man kan af den grund have svært ved at finde det større perspektiv.

Det kan være interessant at se på personer, som er født under en retrograd (det er ca. 20% af os) for at få mere indsigt i hvordan dette skal tolkes. Man kan have haft udfordringer med at udtrykke sig selv – særligt i barndommen og ungdommen – fordi man ikke så let kan sætte sig i andres sted. Det kan kræve en større indsats at mestre end for andre. Derimod er ens tanker og ord dybtfølte og man er altid autentisk overfor sig selv. Udtrykket kan derfor være meget individuelt, unikt, men også velovervejet, fordi man har lært, at man skal holde tungen lige i munden. Af denne grund er der faktisk mange succesfulde forfattere og andre kreative, som er født med Merkur retro; deres udtryk er unikt og det kombineres med en arbejdsmoral omkring kommunikation. Eksempler på personer der er født med Merkur i retrograd: Dostoyevsky, Margaret Atwood, Vladimir Nabokov, Samuel Beckett, Gabriel Garcia Marquez, DH Lawrence, Michael Jackson, Lady Gaga, Steve Jobs!

Når Merkur er i retrograd, som den er nu, kan vi alle udnytte energien ved at bruge ord til at udtrykke os subjektivt, kreativt og instinktivt. Det er derfor en fantastisk tid til at mærke efter, brainstorme, tænke ude af boksen og søge inspiration!