Krebs

Element: Vand
Modalitet: Kardinal (ledertegn)
Hersker: Månen
Associeret hus: 4.

Krebsen er det første vandtegn på dyrecirklen, så den symboliserer individets første oplevelse af følelse. Krebsen er derfor associeret med de første følelsmæssige bånd, som skabes til familien i barndommen. Det gør, at krebsen har et simpelt, men grundlæggende behov for at modtage ubetinget kærlighed og accept. Den skal føle, at den hører til i en gruppe af mennesker, hvor der ikke er spørgsmål om, at den er elsket – det er givet. Hvis krebsen ikke finder dette i sin biologiske familie, vil den dedikere sit liv til at skabe sin egen – om den består af venner, bofæller, kollegaer eller partner og børn.

Når krebsen får dette behov stillet, vil den være enormt gavmild med at give kærlighed videre til andre; selvfølgelig dem, der står den nærmest, men også alle andre, den kommer i kontakt med. Krebsen arbejder derfor ofte med mennesker og omsorg på en eller anden måde, hvor den har en magisk fornemmelse for, hvad andre virkelig har brug for.

Når den fornemmer et behov hos andre, tager den gerne styringen for at arrangere, hvordan det kan stilles. Dette er nemlig et ledertegn, så forvent ikke en bly viol på trods af dens sensitivitet. Krebsen gør sig godt i en karriere, hvor den kan bruge sine stærke instinkter til at træffe beslutninger – det kunne være alt fra jordemoder til markedsføring.

Det er dog vigtigt, at den ikke ignorerer sine egne behov enten på jobbet eller i hjemmet, for så bliver den hurtigt udkørt. Ligesom Månen (krebsens hersker) er dens energi cyklisk, og den skal kunne tilbringe en dag på sofaen/i haven/i køkkenet regelmæssigt for at være i balance.