Hvis man har planeter i 12. hus, kan det tage noget tid, før man rigtig forstår eller føler sig hjemme med deres energi. Man skal først finde sin kreative eller spirituelle praksis, som åbner dørene til det.
Faktisk får man først rigtig ens 12. hus at se, når man udøver noget instinktivt, noget hvor man kommer i en flow-tilstand, som ikke er bevidst.
Har man Solen i 12. hus, kan man tidligt i livet have følt, at man ikke rigtig kender sig selv – og man har nok heller ikke fået hjælp til det! Dette er et barn, “som bare passer sig selv” eller som helt har fokus på andres behov – og har fået ros for denne selvopofrelse.
Det kræver derfor tid væk fra andre for at finde tilbage til ens selv, og en kunst, en tro/spiritualitet eller en sag er tit portalen til at finde ens sande mission og jeg.
Mars i 12. hus har jeg set meget ofte hos dansere (især!) og musikere, og jeg har også haft et par klienter som var professionelle sportsfolk. Mars er det fysiske, og her skal man netop miste sig selv i noget fysisk for at finde den.
Venus i 12. hus viser sig hos instinktive æstetikere, kunstnere, designere, samt mennesker med healingsevner. At udtrykke ens kærlighed og skønhedssans instinktivt. Det kan også betyde nogle tidlige udfordringer med at komme på banen med ens behov i kærlighedsforhold.
Merkur i 12. hus har meget meget ofte clairvoyante evner, da de får beskeder fra en kollektiv bevidsthed og ofte ikke kan forklare, hvor de kommer fra. Det viser sig også hos poeter, forfattere, sangskrivere og andre spirituelle formidlere.
Har du ingen planeter i 12. hus, kan du se på tegnet på husspidsen (starten af huset), da dennes egenskaber beskriver, hvor du har spirituel og kreativ sensitivitet. Det kan også beskrive din indgang/tilgang til at finde din spiritualitet. Eksempelvis har jeg jomfruen på 12. husspids, og jeg har behov for detaljerede systemer som astrologi for at få adgang til min fornemmelse for magi og spiritualitet.