Jeg er blevet opfordret til at se på de her tos horoskoper! Jeg har set serien og blev især forført af at blive taget tilbage til 90’erne. Det er meget interessant, at årene hvor de var gift fra 1996-1999, var sidste gang Saturn var i vædderen, som den nu er igen fra 2025-2028. Der er altså temaer fra dengang, som nu kommer op igen for os alle, og derfor giver det mening, at historien om deres forhold og kulturen på det tidspunkt nu særligt fanger vores opmærksomhed, fantasi og nostalgi.

John var skytte og Carolyn var stenbuk – hvilket hun også nævner i serien, som værende ikke særlig kompatibel (der er faktisk tit forståelse og accept mellem nabotegn, men man har ret forskellige behov). Men sørme om John ikke havde Venus i stenbukken, så faktisk var stenbukkens egenskaber præcis det, han søgte i en romantisk partner. Både Johns Venus og Saturn stod i konjunktion med Carolyns Sol, så han var meget tiltrukket og hun vækkede noget seriøst og dedikeret i ham. Hendes ultra-chamerende Venus-Mars konjunktion i vandbæreren – synlig på ascendanten – har også med det samme vækket hans vandbærermåne, som er tryghed og hjem for ham. Disse alene vil have markeret Carolyn som en potentielt seriøs partner for ham meget hurtigt.
Fra Carolyns perspektiv var der også stor genkendelse og en følelse af hjem. Hans måne i samme tegn som hendes Mars og Venus, betyder at hun var tiltrukket af hans sensitivtet og sårbarhed. Hendes Måne i konjunktion med hans Mars viser også denne dynamik omvendt – men kan også betyde, at de begge nemt kunne såre den anden, når de blev vrede. Hans Saturn på hendes Sol er seriøst og måske lidt skræmmende – gik hun først ind, kunne hun ikke nemt smutte igen.
Og så kommer jeg til noget vildt: de har hhv Saturn og Solen i tæt konjunktion med den andens sydlige måneknude, som repræsenterer tidligere liv og noget dybt velkendt. Så de kendte hinanden fra *før*. Men var der noget uafsluttet mellem dem? En følelse af uundgåelighed? Johns Sol på Carolyns sydlige måneknude på MC holdt hende i offentlighedens søgelys, som hun egentlig sjæleligt var klar til at slippe lidt, og Carolyns Saturn på John sydlige måneknude på descendanten holdt hans identitet bundet sammen med en partner, mens han egentlig var klar til at finde sig selv på egen hånd. Disse karmiske forbindelser er ikke nemme og kunne have givet dyb udvikling ved først at gennemarbejde fortiden, men kunne også betyde stagnering. I alle fald, soulmates – på godt og ondt.