Aprils magiske konjunktion

April er præget af en inspirerende og magisk Jupiter-Neptun konjunktion, som er en big deal! De to planeter mødtes sidst i 2009, men sidste gang det skete i fisken (som både Neptun og Jupiter er associerede med) var i 1856! Det sker præcis 12. april, men det kan mærkes hele måneden.

Jupiter giver åbensind, optimisme og evne til at manifestere succes (hvad end det betyder for dig), mens Neptun har at gøre med spiritualitet, kreativitet og intuition. Sammen udvider de vores spirituelle horisonter og giver vores virkelighed en dybere og mere magisk dimension. Det er fantastisk for al udforskning af det spirituelle, samt kunst og kreativitet. Det kan dog også forstørre illusioner og give os lyst til helt at forsvinde fra virkeligheden, så vær bevidst om det. Endeligt vil det kollektivt understøtte empati, næstekærlighed og håb for fred.

Se herunder hvordan det præger dig. Hvis du kender din ascendant, så læs for den.

Vædder sol/ascendant

Kojunktionen falder i dit 12. hus, så du kan få dybe insigter i ubevidste mønstre, minder og drivkrafter. Giv dig selv masser af tid alene til at mærke dig selv, og læg mærke til dine drømme.

Tyr sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 11. hus, så de store spirituelle oplevelser sker sammen med grupper af ligesindede. Du vil få meget ud af at mødes med andre f.eks. på retreat eller til ceremonier.

Tvilling sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 10. hus, så du kan få fantastisk inspiration omkring din karriere og den dybere mening med dit arbejde. Tænk på, hvordan dit arbejde kan blive mere intuitivt, kreativt og ideologisk.

Krebs sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 9. hus, så du kan blive bevidst om en ny livsfilosofi eller spirituel retning, som åbner dine horisonter. Rejser, kurser, nye bekendtskaber og at lære noget nyt generelt åbner dig for disse oplevelser.

Løve sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 8. hus, så det okkulte og selvudvikling bringer dig i kontakt med en dybere spirituel forståelse af dig selv. Udforsk værktøjer som hjælper dig med din indre transformation og vær åben for et nyt syn på din udvikling.

Jomfru sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 7. hus, så de store spirituelle oplevelser sker sammen med en anden. Du kan møde en dybt inspirerende person, som udvider dine horisonter, eller opleve det sammen med en eksisterende partner/nær ven.

Vægt sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 6. hus, så du er ved at bringe mere spiritualitet ind i din hverdag og din livsstil. En daglig praksis der forener krop og sjæl vil bringe dig en tiltrængt fornemmelse for harmoni, samt dybere visdom.

Skorpion sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 5. hus, så du kan få fantastisk kreativ inspiration til at udtrykke dig. Afsæt tid til kreativ leg! Det kan også bringe dybe oplevelser i kærlighed, måske også ny forelskelse.

Skytte sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 4. hus, så dybere spiritualitet viser sig i dit forhold til hjem og familie. Det er oplagt at begynde en spirituel praksis i hjemmet, og også meditere på din slægt og forfædre, og hvad de betyder for din sjælelige udvikling.

Stenbukken sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 3. hus, så du kan finde dybe svar gennem læring og nysgerrighed. Vær åben for nye “stemmer” i dit liv gennem bøger, podcasts, sociale medier osv. Mediter på hvad dit eget budskab er.

Vandbærer sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 2. hus, så du kan få dybe svar omkring dine værdier, og opnå større accept og selvkærlighed. Mediter på hvad der er vigtigt for dig, og hvordan du opnår tryghed og en følelse af overflod.

Fisk sol/ascendant

Konjunktionen falder i dit 1. hus, så du kan nå en dyb bevidsthed om hvem du er, og hvordan du autentisk møder verden. Der er en følelse af genfødsel: du er klar til at slippe fortiden med kærlighed og bevæge dig ud i livet mod større visdom.