Astro Brevkasse: Ny ascendant?

John Bauer

Hej.

Jeg har hørt at man skifter ascendant i løbet af livet. Jeg er Vægt, men er ved at bevæge mig over i Skorpionen. Hvad kan det have at sige på min fremtoning osv?

Kh Maj

Kære Maj

Det, du beskriver, er nok det progressive horoskop, som bruges til at forudse og forklare de store indre forandringer, man gennemgår i livet. Det handler derfor ikke om, at din ascendant i fødselshoroskopet ændrer sig, nærmere at din vinkel ændrer sig.

Det progressive horoskop viser “en dag for et år”. Hvis du f.eks. er født i 1978, vil dit progressive horoskop i 2018 også være horoskopet for 40 dage efter din fødsel.

Jeg må indrømme, at jeg personligt er meget mere tilhænger af de daglige transitter på fødselshoroskopet for at se på kommende tendenser. Det giver mere mening for mig, men jeg ved, at det progressive virker for mange.

Et skift i den progressive ascendant kan betyde, at du viser andre den del af dig, som er i Skorpionen. Det er noget, du allerede har i dig, men som du bliver mere interesseret i at vende ud. Det vil derfor være interessant at se, hvilke planeter du har i Skorpionen i fødselshoroskopet for at finde mere ud af, hvad dette skift indebærer for dig.

I teorien vil din Vægt ascendant få et Skorpion-twist. Du kan derfor blive mere modig omkring at vise andre, hvad du gennemgår på det indre plan. Det kunne f.eks. være, hvis du var i et terapi-forløb eller havde en interesse i healing eller mysticisme, som du begyndte at være åben omkring. Udstrålingen kan også blive mere seksuel, da Skorpionen også gerne udforsker den side af sig selv. Din fremtoning vil nok ændre sig fra det, du tror andre ønsker, til det, du synes afspejler din indre rejse bedst. Her er fremtoningen altid en formidling af det indre.

Jeg håber, det besvarede dit spørgsmål.

Kærlig hilsen,

Caritas

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *